Brownie med brombærmousse og hvidchokolade mousse

For et par weekender siden var Michael og jeg til sensommerfest med de skønneste piger, som jeg har læst til sygeplejerske med samt deres mænd og børn. Det var en rigtig dejlig dag/aften, og det er så skønt, at vores mænd kan snakke så godt sammen. Ellers kan det gå hen og blive en lang aften for de kære mænd.

I år stod vi for desserten, og som I nok ved, så passede det mig utrolig godt.

Jeg elsker, når jeg får lov til at lave dessert til andre, da Michael er ikke helt oppe og ringe over det søde køkken. Jeg derimod, er lige en tand for glad for det søde køkken( pokkers!), så det er ikke ofte, at vi får dessert herhjemme. 

Desserten i år skulle være en mousse kage, hvor sensommeren skulle være i fokus. Den består derfor af de lækreste, vilde brombær, som jeg har plukket i Nørresundby, ikke langt fra hvor vi bor. Heldigvis nåede jeg at plukke godt 1 kg brombær, inden Aalborg Kommune valgte og fælde en masse af de fine brombærbuske. Sådan en skam! Heldigvis har mine forældre vist et par brombærbuske ude omkring deres skov, så jeg må derud og molde lidt. 

De vilde brombær er lidt mere syrlige end de brombær du kan købe i butikkerne/på frost. Derfor har jeg tilføjet en smule ekstra sukker (25 g), så anvender du brombær fra butikkerne, så vil jeg kun anvende 100 g sukker til brombærmoussen. 

 

 

 

 

Brownie med brombærmousse og hvid chokolademousse.

Brownie 

22 cm springform

200 g callebaut chokolade ca 60 % 

200 g smør

3 små æg / 2 store æg 

200 g sukker 

Korn fra 1 vaniljestang

90 g mel

40 g kakaopulver

Kom chokolade og smør i en skål og smelt det over vandbad. 

Pisk æg, sukker og korn fra vaniljestangen til en meget luftig æggesnaps. Jeg plejer at piske æggesnapsen i min. 10 min. 

Vend det smeltede chokolade/smør i æggesnapsen. 

Sigt herefter mel og kakaopulver i æggesnapsen. Fold det forsigtigt sammen. 

Kom brownie dejen i en smurt springform, der har bagepapir i bunden. 

Bag brownien ved 175 grader varmluft i ca 20 min. 

Dejen skal være let blød, for at brownien ikke bliver for tør. 

Afkøl kagen helt.

brombær mousse

500 g brombær

125 g sukker

1/2 L piskefløde

6 blade husblas

1 vaniljestang

1 citron

Udblød de 6 stk husblas i rigelig koldt vand, gerne 15-20 min.

Skrap kornene ud af vaniljestangen. 

Kom brombær, sukker, vaniljekorn, vaniljestang samt skal+saft af citronen op i en lille gryde og bring dette til kog. 

Kog dette i godt 10 min. 

Sigt saften fra. 

Pres vandet fra husblassen og tilsæt husblassen i det varme brombærsaft.

Pisk flødeskummen til en let skum. Pisk den ikke for hårdt, da moussen så vil skille. 

Vend 2-3 spsk flødeskum ned i brombærsaften, så det får en køligere temperatur. På den måde forhindre du at husblassen klumper, så den tilføjes til den restende del af flødeskummet. 

Vend 1/3 flødeskum i brombærsaften, dette skal gøres forsigtigt, så luften ikke bankes ud af flødeskummet. Gør dette indtil al flødeskummet er vendt ind i brombærsaften. 

Kom moussen på sprøjtepose. 

Hvid chokolade creme med lime

6 dl piskefløde

225 g hvid chokolade (jeg anvender Callebaut)

3 stk husblas

3 limes

Sæt husblassen i blød i rigeligt koldt vand i 20 min.

Hak chokoladen og kom den i en skål sammen med saft+skal fra de 3 limes.

Varm piskefløden op til lige under kogepunktet. Hæld den varme fløde henover chokoladen og lime. Rør det forsigtigt sammen til al chokoladen er opløst. Tilsæt straks den afdryppede, udblødte husblas til chokoladefløden og rør det sammen.

Hæld massen over i en ren skål og dæk overfladen med husholdningsfilm, der trykkes helt ned på overfladen. På den måde undgår du kondens.

Sæt den hvide chokolade creme på køl i mindst 3 timer til chokoladefløden er tyknet og helt køleskabskold.

Pisk chokolademoussen luftig med en elpisker og nu er den klar til anvendelse. 

Jeg lavede et par mousse bomber ud af den hvide chokolade creme til pynt.

Note: Cremen skal først piskes, når du har samlet brownie og brombærmousse og haft den på køl (Se nedenfor)

Samling af kagen

Kom browniebunden på det fad du gerne vil servere kagen på. 

Kom springformen udenom browniebunden og beklæd indersiden med kageplast. 

Kom et godt lag brombærmousse ud over browniebunden. Gem en lille smule, som du kan lave moussebomber af. Jeg anvender forme herfra.

Stil kagen på frys i et par timer eller på køl i 4-5 timer. 

Når moussen er stivnet, kan du nu komme den frisk pisket hvid chokolade creme på kagen. Min creme var luftig, men dog også så fast, at jeg måtte smørre kagen op med cremen.

Pynt kagen som du har lyst til. Jeg anvendte moussebomber, rød skovsyre+blomst og hindbærstøv fra Mill&Mortar



4 thoughts on “Brownie med brombærmousse og hvidchokolade mousse”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *